”For os er det at vi oplever at pædagogerne/de ansatte er meget dedikerede og brænder for pædagogikken. Vi oplever stort set aldrig to ansatte “stå og sludre”, som jeg har oplevet i andre institutioner.” Mor til  drenge på 5  år og 2 år.


“Der er mange grunde til at jeg er glad for Bitte Bæk. Én af dem er institutionens rummelighed angående kønsroller. Til den sidste forårsfest fangede en pige tilfældigvis den sorte kat, hvilket gjorde hende til kattekonge (i Bitte Bæk tæver man ikke katten, men fanger den i stedet for), og en dreng fangede den hvide kat der gjorde ham til kattedronning. Personalet problematiserede det ikke: pigen blev konge, drengen blev dronning. Og den kønsmæssige fordomsfrihed smitter af. Et par dage senere legede min søn rollespil med sin veninde. Han var ridder, og han skulle beskytte hende, sagde hun. Det havde han ikke lyst til, og hans løsningsforslag var at hun også kunne være ridder. Nej, sagde hun, piger kan ikke være riddere. Jo, det kan de sagtens, svarede min søn. Til forårsfesten to dage tidligere havde der nemlig været en ridder der tilfældigvis var en pige – og det havde ingen i Bitte Bæk sat spørgsmålstegn ved. Jeg er glad for at børnene i Bitte Bæk får denne rummelighed ind under huden, at de hverken begrænser deres egne eller andres muligheder i livet.” Mor til dreng på 5 år

Hilsen en rotationsvikar, 2018

Da jeg skulle forberede mig til samtalen i Bitte Bæk, ville jeg læse om Rudolf Steiner pædagogikken. Jeg læste det der var på Råderummet og opdagede at der ikke var meget tilgængeligt på nettet.

Da jeg fik tilbudt rotationsjobbet, overvejede jeg at tage på biblioteket for at finde materiale, men personligt kan jeg godt lide bare at ”kaste mig ud i det” og selv lære via observationer og stille undrende spørgsmål.

En dag i garderoben overhørte jeg mor og barn tale om ”brødposen som skulle blive”. I mit stille sind undrede jeg mig. Jeg kender til ”frugtposer” fra de institutioner hvor børnene selv har madpakker med og en frugtpose i stof til eftermiddagsfrugten. Men frugtposen kommer med barnet hjem dagligt, så det at brødposen skulle blive – det kunne jeg ikke se nogen logik i. Jeg måtte ved lejlighed finde ud af hvad de brugte brødposen til.
Ugen efter skulle vi bage og børnene fik brødet med hjem. Aha – tænkte jeg – derfor brødposen. Selvfølgelig. Det er jo logisk – nu.

Jeg har været med til at bage før, men det har altid været en kæmpe portion. Enkelte gange så stor, at vi voksne måtte stå alene og bage til sidst, for børnene gad ikke mere. Men i bagklogskabens klare lys, må jeg nu konstatere, at jeg er stor tilhænger af at børnene får en portion og det er det. Og undskyld til Dinna, jeg havde min norm med, men hvor var det spændende og udfordrende.

I løbet af den første lille uge jeg var i Bitte Bæk opdagede jeg, at jeg gik og var afventende. Efter nogle overvejelser opdagede jeg, at jeg ventede på at få tildelt et ansvarsområde. Nogle specifikke arbejdsopgaver der var mine. Det er jeg vant til fra andre steder når jeg er der længere tid. Men det var så fantastik, at opleve en institution hvor arbejdsopgaverne var flydende mellem de ansatte. Det krævede lidt tilvænning fra min side.

En oplevelse jeg havde og som jeg set tilbage på i dag med et stort grin, var at jeg, efter godt en uge opdage at jeg var ”handlingslammede”. Jeg blev udfordret i min håndteringen af børnenes leg, samt i kommunikationen til børn der var opstået en konflikt i mellem. Jeg blev udfordret på hvor grænsen går for vild eller lamende leg, samtidig med at flere af de ældste børn trodsede mig. Jeg måtte tilpasse mig jeres måde at tale til børnene på. Det er anderledes end jeg er vant til. Men jeg kan godt lide at blive udfordret på mine vaner og især når det handler om kommunikation.

Da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, mente jeg at en del af vores ansvar i en institution, var at opdrage/danne børnene. Vi har børnene sammen i et fællesskab og har derfor en unik mulighed for at lære dem om fællesskab, at hjælpe hinanden, drage omsorg for hinanden og f.eks. at sige til og fra over for hinanden. Jeg har tit fået ”ballede” for dette synspunkt, men I gør det. Det kan sagtens lade sig gøre.

I er den første institution som jeg har været i, der arbejder så tydeligt med børnenes fællesskab-/ansvarsfølelse. Det både glæder mig, men det gør mig også trist, fordi der er så mange andre institutioner der ikke gør det. Ja, det vil kræve en indsats af personalet i en periode, men på sigt vil det gøre så meget mere for børnene og personalet.

Da jeg arbejde som pædagogmedhjælper ændrede jeg min adfærd over for børnene. I institutionen var det acceptabelt at skælde ud på børnene og det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at bruge de fleste arbejdsdage på at skælde ud og jeg tror heller ikke børnene nød det. Så vidt jeg husker, tog det omkring 3 måneder, før både børnene og jeg havde lært min nye adfærd. Det tog lidt tid, da jeg måtte prøve mig frem og dernæst var det umuligt at være ”på” hele tiden, men sikke en forskel.

En af de første dage jeg var i Bitte Bæk, var jeg inde hos Skovtroldende og Mads spurgte om jeg havde lyst til at støve af. Det ville jeg gerne. I begyndelsen gik det godt, både at støve af og lytte til børnene, men på et tidspunkt tog rengøringsopgaven over og så stoppede jeg. Det fik mig til at overveje hvorfor. Jeg måtte konkludere at jeg er vant til at koncentrere mig om en rengøringsopgave og ikke lave andet samtidig.

I Bitte Bæk lå der strikke- eller hækletøj, som de ansatte var i gang med. Jeg havde også lyst til at lave noget til børnene. Igen måtte jeg lige bruge lidt tid på både at hækle og lytte til børnene samtidig. Jeg måtte også arbejde lidt med at kigge op en gang imellem fra hækletøjet og se mig omkring. Det er få gange jeg har siddet udenfor og været kreativ. Men jeg nød børnenes nysgerrighed på legepladsen. Deres interesse for hvad jeg lavede, hvem der skulle have det og snakken om farver, materialet eller hvordan det var lavet.

Jeg har tænkt på nogle få linjer jeg har læst: ”… opgaver – som ofte ses som ”ikke rigtigt pædagogisk arbejde” – er for eksempel at holde øje med børn på legepladsen …” (https://www.lfs.dk/8323)

Men i har det pædagogiske arbejde med på legepladsen og den er tydelig hos jer. I lærer børnene at færdes omkring et bål, at håndtere en dolk, at bruge fantasisen på legepladsen med træstubbe, brædder og pinde.
Som studerende skabte jeg en kultur omkring den store edderkop-gynge når jeg stod og skubbede. Børnene lærte om køkultur, turtagning og at tage hensyn til andre, som ikke kunne lide at gynge så højt.

Ude i haven var det faktisk skønt at få lov til at plante ny pil hvor den var gået ud, at plante blomster om i samvær med børnene og andet. Det er kedeligt at gå rundt og være ”vagt”, men så meget bedre at lave noget imens. Og jeg oplevede også at børnene kom og spurgte hvad jeg lavede og så fik vi en snak om det.

Tak for oplevelsen. Det er med et stort smil på læberne at jeg tænker tilbage på jer.