Der var engang for længe, længe siden, men det kunne lige så godt ha’ været i dag, en mand, der havde tre sønner, Poul, Per og Bitte Bæk. Poul og Per var dygtige karle. Men Bitte Bæk var ikke regnet for meget. Han sad for det meste i askekrogen og rodede. En dag sagde Poul og Per til deres far, at de ville ud for at tjene, og det fik de lov til. De fik fine klæder at rejse i og tog lige til kongens gård, hvor de fik en høj bestilling. Nogen tid efter ville Bitte Bæk af sted og bad sin far om forlov.
“Nej, det duer du ikke til,” sagde faderen,” og vi kan ikke være bekendt at sende dig ud blandt fremmede, sådan som du ser ud.” Men Bitte Bæk ville af sted, og så måtte han rejse, som han var, i sine gamle snavsede klæder. Han rejste til samme kongsgård, hvor hans brødre havde fået tjeneste. De så ham nok, men de lod, som om de ikke kendte ham. Men Bitte Bæk blev antaget og sat til at være den ringeste staldknægt i kongens gård.
Han var nu så tro og flittig i sin tjeneste, at han stadig blev forfremmet, og hans brødre blev bange for, at han skulle blive lige så meget i kongens gård, som de var. Derfor gik de til kongen og sagde, at Bitte Bæk havde pralet med, at han kunne skaffe kongen bjergtroldens lyseblå vædder, der tabte et pund uld for hvert trin, den gjorde. Men de føjede til, at han nok ikke gjorde det, før han blev hårdt truet.
Kongen lod Bitte Bæk kalde op til sig og sagde:
“Du har jo pralet af, at du kan skaffe mig bjergtroldens lyseblå vædder, hvis du ville.”
“Det har jeg aldrig sagt,” svarede Bitte Bæk, “og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle bære mig af med det.”
“Dine brødre har sagt, at du kan, “sagde kongen, “og du skal gøre det, ellers lader jeg dig halshugge. Men kan du skaffe den, skal du få samme stilling i min gård som dine brødre.”
“Ja, skal jeg, så kan jeg!” svarede Bitte Bæk,”men så skal jeg også have et dejtrug, et kosteskaft og et gammelt forklæde. “
Det fik han, og han satte dejtruget i vandet, satte kosteskaftet i som mast og brugte forklædet som sejl, og sejlede ved højlys dag over til bjergtroldens ø. Han fik straks øje på vædderen, der gik og græssede nede ved vandet. Han løb hen og slæbte den ud i dejtruget og sejlede hjem med den, så hurtigt han kunne. Trolden så det hele. Han sprang ned i vandet og råbte:
“Hvem er det, der stjæler min lyseblå vædder?”
“Det er mig, Bitte Bæk!”
“Uha, jeg er så gal. Jeg vil ud efter dig!” råbte trolden.
“Ja kom bare” svarede Bitte Bæk.
Trolden sprang ud efter ham, men da vandet nåede ham til munden, blev han bange og vendte om. Bitte Bæk sejlede hjem med vædderen, den tabte et pund uld for hvert skridt, og gav den til kongen, som blev meget glad, for nu kunne han få uld nok til uniformer til alle sine krigsfolk. Og så gav han Bitte Bæk samme stilling i sin gård, som hans brødre havde.
Men Poul og Per blev bange for, at Bitte Bæk skulle komme højere op end de. Så gik de til kongen og fortalte, at nu havde Bitte Bæk pralet af, at han kunne skaffe bjergtroldens lysestage, som kunne lyse over et helt kongerige.
“Men du kommer til at true ham til at gøre det,” føjede de til. Kongen lod Bitte Bæk kalde op og sagde til ham:
“Du har jo pralet af, at kan skaffe bjergtroldens lysestage.”
“Det har jeg aldrig sagt, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle bære mig af med det,” sagde Bitte Bæk.
“Ja, du skal gøre det,” sagde kongen,” ellers lader jeg dig halshugge. Men gør du det skal du få en stilling over dine brødre.”
“Ja, skal jeg, så kan jeg,” svarede Bitte Bæk, “men jeg må have en skæppe salt med mig.”
Det fik han, og så sejlede han ved aftenstid ud til troldeøen. Han gik op til bjergtroldens høj, lagde sig ved skorstenshullet, og kastede salt ned i gryden, der stod over ilden. Bjergtroldens gamle moder ville smage grøden tilpas, men da den var alt for salt, gik hun ud for at hente vand ved brønden.
“Tag lysestagen med!” råbte trolden, “ellers kan du ikke se, så mørkt det er.”
Da bjergtroldens mor bøjede sig ned over brønden for at trække vandet op, sprang Bitte Bæk ned fra skorstenshullet, greb hende i benene, kastede hende ned i brønden og løb med lysestagen ned til stranden, så stærkt han kunne.
Da moderen ikke kom ind med vandet, gik trolden ud for at se efter hende. Da så han, at lysestagen var borte, og at moderen lå i brønden, og var druknet. Han fo’r ned til stranden og råbte:
“Er det dig, Bitte Bæk?”
“Ja!”
“Du har stjålet min lyseblå vædder!”
“Ja!”
“Og nu har du skubbet min gamle mor i brønden!”
“Ja!”
“Og du har stjålet min lysestage!”
“Det kan du vel selv se,” svarede Bitte Bæk og rakte den i vejret.
“Uha, jeg er så gal, så gal. Jeg vil ud efter dig!”
“Ja, kom du bare,” sagde Bitte Bæk
Trolden fo’r ud i vandet, men da han fik munden fuld af vand, blev han bange og vendte om. Bitte Bæk sejlede hjem med lysestagen og gav den til kongen. Han blev meget glad, for nu kunne han se over hele riget, hvad hans folk foretog sig, og Bitte Bæk fik en plads over brødrene.
Poul og Per blev endnu mere misundelige, end de før havde været. De gik til kongen og fortalte ham, at Bitte Bæk havde pralet af, at han kunne skaffe bjergtroldens ringlestok, der kunne høres over hele kongeriget. Den kunne kongen bruge, når han skulle kalde sine krigsfolk sammen.
“Men du kommer nok til at true ham på livet, ellers gør han det ikke,” sagde de til kongen. Han lod Bitte Bæk kalde:
“Du har pralet af, at du kan skaffe mig troldens ringlestok,” sagde han.
“Det har jeg aldrig sagt,” svarede Bitte Bæk,” og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle gøre det.”
“Ja, hvis du ikke gør det, så skal du af med livet. Men gør du det, skal du få min datter til kone og det halve kongerige straks og det hele efter min død.”
“Ja, så både kan og vil jeg,” sagde Bitte Bæk, “skønt det denne gang bliver meget vanskeligere end før.”
Bitte Bæk satte sig i dejtruget og sejlede ved nattetid over til troldeøen. Han listede sig lige så stille ind til trolden og smuttede ind under sengen. Her lå ringlestokken, men da han ville liste sig ud med den, gav den sig til at ringle, så bjergtrolden vågnede. Han gav sin kone et puf i siden og sagde:
“Hvad er det?”
“Det var måske mig, der kom til at røre ved ringlestokken,” sagde hun.
Han skændte lidt på hende og sagde, at hun måtte ligge stille, så de kunne sove. Bitte Bæk prøvede anden og tredje gang, men hver gang ringlede stokken, og trolden vågnede, og nu anede han uråd, greb ned under sengen og fik fat i Bitte Bæk.
“Er det dig, Bitte Bæk?”
“Ja.”
“Det er dig, der har stjålet min lyseblå vædder!”
“Ja.”
“Det er dig, der har stjålet min lysestage og skubbet min gamle moder i brønden!”
“Ja.”
“Og nu vil du stjæle min ringlestok?”
“Ja.”
“Hvad ville du gøre ved mig, hvis du havde mig sådan i din magt, som jeg nu har dig?”
“Jeg ville fede dig med nøddekerner og sød mælk, til du blev rigtig fed, og så ville jeg spise dig.”
“Sådan vil jeg også gøre ved dig,” sagde trolden. Nu blev Bitte Bæk sat ind i en lille grisesti og fedet med nøddekerner og sød mælk. En dag ville trolden prøve, om han var fed nok, og bad ham stikke en finger ud mellem tremmerne. Bitte Bæk stak en pind ud, og trolden følte på den. “Nej, du er ikke fed nok endnu,” sagde han.
Så fedede de på ham fjorten dage endnu. Denne gang rakte Bitte Bæk sin finger ud, for nu var han ked af at stå der i stien længere.
“Ja, nu er du fed nok, og nu skal du slagtes,” sagde trolden.
Så sagde han til konen:
“Nu går jeg ud og byder vore venner til gilde, så kan du stege ham. Når han er mør, kalder du på os med ringlestokken.”
Konen tog Bitte Bæk ud af grisestien og ville have ham til at sætte sig på bagepladen, så hun kunne skubbe ham ind i ovnen. Men han lod sig falde ned ved siden af den ene gang efter den anden.
“Du må hellere vise mig, hvordan jeg skal sætte mig på bagepladen,” sagde han, for jeg har aldrig prøvet at blive stegt før.” Hun lagde sig til rette på bagepladen, og vips! skød Bitte Bæk den ind i ovnen og smækkede ovndøren til, så hun kunne blive stegt derinde. Så tog han hendes nathue og lagde den i sengen, så det kunne se ud, som om hun lå der og sov. Og så tog han ringlestokken og løb ned til dejtruget det bedste, han kunne.
Bjergtrolden hørte ringlestokken og mente, at konen nu kaldte dem til bords. Han skyndte sig derfor hjem foran alle gæsterne. Dèr så han konens hue ligge i sengen og mente, hun var blevet træt. Så trak han stegen ud af ovnen og smagte på den. Han syntes, kødet var noget sejt og skubbede det ind igen for at stege det lidt mere.
Han kaldte på konen, og da hun ikke svarede, blev han gal og ville rive hende i håret, men fik kun fat i nathuen. Så opdagede han, at det ikke var Bitte Bæk, men konen, der var blevet stegt, og at ringlestokken var borte. Han fo’r ned til stranden i stærkeste fart. Da var Bitte Bæk allerede langt ude på havet.
“Er det dig, Bitte Bæk?”, brølede han.
“Ja.”
“Du har stjålet min lyseblå vædder!”
“Ja.”
“Du har skubbet min gamle moder i brønden og stjålet min lysestage!”
“Ja.”
“Og nu har du stegt min kone i ovnen!”
“Ja.”
“Og du har stjålet min ringlestok!”
“Ja, det kan du vel høre,” sagde Bitte Bæk og ringlede med ringlestokken.
“Uha, jeg er så ædende gal, at jeg vil ud efter dig!” råbte trolden.
“Ja, kom du kun!” svarede Bitte Bæk.
Trolden plumpede ud i vandet, men da han fik munden fuld af vand, blev han bange og vendte om.
“Å, Bitte Bæk, kom ind til mig, så skal du få alle mine skatte!,” råbte han.
“Nej,” sagde Bitte Bæk,” nu kommer jeg aldrig mere.”
Da blev bjergtrolden så flintrende gal, at han sprang i stykker og blev til røde flintesten. Men Bitte Bæk sejlede hjem med ringlestokken, der kunne lyde over et helt kongerige og gav den til kongen. Han blev så glad, og Bitte Bæk fik straks prinsessen og det halve kongerige i medgift.
Poul og Per var ved at revne af misundelse over, at det var gået Bitte Bæk så godt.
“I vil gerne højt på strå,” sagde Bitte Bæk til dem. “Det skal I komme”
Han lod grave en grav og fyldte den med krudt, lagde låg over og lod brødrene sætte sig på låget. Så tændte de ild i krudtet, og de to fløj op i luften. Jeg ved ikke, hvor de faldt ned. Men Bitte Bæk lever herligt med kongedatteren og han får det hele kongerige efter den gamle konges død, og hvis de ikke er døde, så lever de endnu.